Udvikling af navn, brandidentitet og kommunikation til aurosa
Opgaven:
At udvikle et samlet brandunivers for en dansk lysterapimaske til hjemmebrug. aurosa skulle adskille sig i en kategori præget af både tekniske produkter og vidtgående skønhedsløfter. Positioneringen skulle være eksklusiv og æstetisk, men samtidig saglig, troværdig og funderet i den eksisterende forskning i LED-lysterapi.
Navnet aurosa tager afsæt i aurora og leder tankerne hen på lys, glød og nordiske fænomener. Den bløde klang tilfører varme og sanselighed, mens navnets enkle form giver det et eksklusivt og internationalt udtryk.
Den visuelle identitet blev udviklet med en rolig farvepalette, en karakterfuld typografi og en enkel formgivning. Emballagen skulle opleves som en naturlig del af produktet og positionere aurosa som et gennemtænkt hudplejeprodukt frem for et teknisk apparat.
Kommunikationen tog udgangspunkt i den videnskabelige metode Photobiomodulation Therapy, PBM, og i viden om blandt andet bølgelængder, lysintensitet og hudens reaktion på lys. Tilgangen var bevidst nøgtern. I stedet for vidtgående løfter blev der lagt vægt på at forklare teknologien, gøre forskningen forståelig og være tydelig om forskellen mellem dokumentationen for metoden og dokumentationen for det konkrete produkt.
Resultatet er et brand, hvor videnskab, æstetik og produktoplevelse hænger sammen. aurosa fremstår eksklusivt uden at blive overfladisk og forskningsbaseret uden at være utilgængeligt.





